by Josh Law
Frygt ikke, men børn i alle mine morgener. Jeg er vendt tilbage fra underverdenen med tilstrækkelige midler til at forklare dig din aktuelle kriser. Jeg har her i huset af min mumificering og er villig til at være udsat for live test af mine blodprøver, vævsprøver, og cerebralt væsker at bekraefte , at jeg er faktisk nøjagtig match af DNA fundet i disse grave indpakning." Rameses holdt op de poster, han er.
" Jeg vil kræve sikker transport til Europa fra denne ø, unge mester Nicolas Avalon, og hans bror Alex Prescott- kommer her, så kan du blive fotograferet!" Rameses vinkede til Alex der trådte på kameraet iført den samme uniform som Nick havde klædt ud og bære en AR-15 på sine skuldre.
"Stærk knægt. Han har været bemanding på kameraet hele tiden, men jeg formoder du skal se hans billede, så du let kan genkende os når du kommer for at hente os. Vi har ikke tilstrækkelige midler til at undgå de forladt og ødelagt fort du ser bag os. Mayaernes sørøveri's gengældelse vil være her kortvarigt, og så der ikke spildes tid på at forsøge at fremskaffe et sådant fag.
Vi har i vores besiddelse videnskabelige forskning og diverse reddet fra nedrivning, kan afsløre omfanget af Queen's plot samt de midler, der er nødvendige for at bekæmpe den. 96.2 nu kendt som Resheph serum, der ville være uundværlige i hendes verden vælte.
Karakteren af vores opdagelse er strengt fortrolig og ikke videregives eller kommunikeres via dette feed. Vi potentialet i udenlandske laboratorier at indeholde det vi har lavet her! Hvis du imidlertid mener, at vores vidnesbyrd som et instrument til beskyttelse af menneskelivets uafhængig styring, så tøv ikke med at hjælpe os. Vi holder øje med himlen. Vi venter".
Med alt det, kameraet blev afbrudt igen. Guatavita's filmhold stritter vej til backup generatorer og high-tech udstyr forsøge at gendanne billedet igen.
"Utroligt!" hvæsede Guatavita og endte etapen, afrunding flere af hendes personlige ledsagere til et privat møde.
Formand Elias Johannesen sad i midten af bevæbnede mænd, bevæger sig mere end det han lige havde oplevet end fra sin bortførelse.
"Kære Gud! Vi står overfor verdens ende!"
Kapitel 7:
Hun kom frem til at dø. Det var alt hun kunne tænke på, da hun før hun kom til strategiske positioner og forberedt til skibe peeling mod hende ligesom hajer til lille flok af fisk. Der var ikke noget håb tilbage for hendes bortset fra kameraer til at fange hendes slutakt musicalfortolkning af levende farver.
Da kameraerne blev hacket og sin døde søn dukkede op på en kæmpe skærm monteret over dc kyststrækninger, der er klædt ud som soldat og taler redningsplaner med formanden.
I live. Det ændrede fuldstændig betydningen af alting. Hvis han kunne stige fra helvedet igen at trodse Guatavita, så hun kunne klare et par bøller på dækket.
"Det er min dreng, Nicolas! Det er min dreng. Man ser altså, mine damer og herrer? Vi har i posen. Dække hinanden og danse til dit bedste." Knud overtog roret, styring på kystlinjen.
Renee hoppede op og ned og råbte af glæde, da Alex gik på skærmen. Med Nick, det var næsten forventet at se ham dukke op fra de døde. Alex var en 4. juni - Carl Gustaf Emil Mannerheim. Han havde hærens gener men det havde aldrig været afprøvet. Drengene viste sig at være uadskillelige i død, begravelse og opstandelse. Der stod han, hendes øjne er trætte, klo kvadreret, klædt som en soldat selv men i live.
"Åh min Gud! Dette! This…" Hun kiggede til tilfældighederne, som smilede.
"Se, Bacardi? Der er ingen grund til at græde…." Sally gik til den lille pige og lagde sine arme om hende, da hun knælede på dæk hulken fra stød og ren glæde. Da hendes beskydning. Hun hoppede til hendes fødder, med sin næve fuld af granater.
"Okay, Drengene er tilbage i byen! Festen kan begynde for alvor." Hun whooped nok til at ryste den vandene.
Skibene var ved at indhente dem med grådighed af muslinger til at fange de dyrebare perler. Man kunne næsten føle den kæmpende sværm dæk, hver én lyst til at fastgøre dem i kisten.
Renee opsnappet sin riffel. Hun havde sat en formulering om, at hun havde fundet blandt de tidligere besætninger" gear. Lænet til jernbane, hun scannede dæk.
"Marilyn, du nægter at tro dette!"
"Gi' den gas med mig, min pige."
"i forecastles af flagskibene for hvert selskab…der ser ud til at være en slags bestyrelse, der er nedsat i hvert skib. Hvis jeg snubler, hvilket jeg ikke tror er tilfældet, (jeg mener vi 1147 som et levende bevis på, og vi alle så Farao Rameses på TV) hver bestyrelse består af en tidligere world leader in terror." Renee nippes og lænede sig tættere på.
"ledere som der?"
"Adolf Hitler for én."
"Åh, min Gud."
"Castro…Poncho Villa…en fyr, som jeg ville være villig til at satse mine sidste kontanter er Julius Cæsar." Renee snoet rundt for at kigge på Marilyn. Hendes øjne var store, men hun smilede. Hun var parat til hvad som helst nu. Pyt med, at verden var på vej til en episk slutning. Hendes dreng var i live og det er det eneste, der betød noget for hende.
"Okay, så vi har hænderne fulde fyre. Stress!" Knud ramt af gassen. Der var ikke tid til at tænke dette igennem. De ville være nødt til at opkræve i head first guns blazing. Det ville være ville være. Hun håbede bare at det ville være ville betyde, at alle hjem til jul i år…
Kapitel 8:
Det kom lidt for hurtigt for dem at håndtere. De huskede det samtidigt som alt, hvad de havde resulteret i symmetri med de omstændigheder, der havde ført til deres genfødsel. Det var næsten ligesom at blive en forlængelse af hinanden. Formidlere af hver den andens ånd krydser deres situation og give dem hver to gange styrken, de havde brug for.
Helvede. Hvordan kan deres overdrevent beskattes sind med billeder? De var allerede i gang med at geare op til en krig, hvor de var begge større end en legion 1.
Nick pause midt i at grave forskellige afskærmning render ud af Lab's aske. Han studerede Alex med et beklagende smil. Det var hans fejl, at han havde set hendes grav. Han havde spærret ham til hellige død, selv om han var en, der havde svoret at beskytte ham i årenes løb. Alex smilte, smed sin skovl i hullet og gik til hans side.
"Gør ikke dette. Vi gjorde, hvad vi skulle gøre. Jeg havde et valg. Det er ikke ligesom de kunne have stillet mig".
"Jeg ved, men omkostningerne."
"Åh, det er ingenting".
Det var mere end det, dog. De stod bare og stirrede på hinanden mens skrigene fra Helvede kom atter tilbage gennem både deres sind. Hukommelsen var nu i den røgfyldte luft, der havde været deres.
~død havde taget dem ikke konsekvent. De var alt for optaget af den pludselige ulideligt varmt, kom rullende ud af tunneller af dyb sort sten, der er hugget ind i en bjergside for at lytte til deres krop. Nick kiggede til højre for at finde Alex wide-eyed og snappede efter vejret. Han kiggede op og blinkede en falsk tapre grin. Det var åbenlyst, hvor de var på vej hen.
Der var en slags ballade ved mundingen af huler som Nick ikke huskede fra hans andre tidspunkter i underverdenen. Derefter igen, han havde aldrig turde komme så tæt på helvedes døre før. Vampire bats skreg og fløj i cyklonen som brand jaget dem ud af miner. De var på flugt fra noget. At og ilden aldrig plejer at ligge udstrakt her til klipperne. Til de mørke og snoet skov, der førte ned til skridt.
"Hvad tror du, det hele drejer sig om? Dårlig roomservice? Det er helvede jo?" Nick trak på skuldrene med en varm latter. Alex pressede sin næve ind i brystet.
"Jeg tror, at den eneste måde, vi skal nok finde ud, hvis vi går derned, bror." Han pintes. Han ville ikke tage et eneste skridt indtil Nick var parat til at gå. Nick havde altid været én til at lede dem.
Med en dyb indånding, stukket, fordi han havde inhaleret Nineve's aske og Sodoma's salt alle i samme åndedrag, Nick tog et skridt fremad. Alex trak tæt på ham, der står øverst på hans arm for at bo ved sin side. Han sprang som hænder skød op fra tørke med pudder støv, der omgav locust tree roots. Hænder, der tog ham i hælene.
"Please! Hun kan ikke få sin vilje! Hun kan ikke!
Vores torment vil kun være tusind gange igen som hensynsløs!" en ulegemlig voice tiggede så hænderne begyndte at tæve. Nick svunget sin støvle i hælene på dem og Alex.
"Gå tilbage til din chef, skæbne! Fortæl ham, at denne gang kommer jeg ned. For at se, hvad denne crazy chick snakkede om!" Nick rullede med øjnene. Alex kiggede på ham med forbløffelse.
"Vent, du kender? Ligesom dig og hænderne har talt før? Hænderne har læber? Hvad?" Alex's hår var stående på højkant.
"Åh, det er bare skæbnen. Hun graver gange under træer som en muldvarp eller noget. Hun kan lide at famle sig folks fødder. Ingen bekymringer, hun har aldrig villet goose mig højere end mine hæle." Nick vendte sig for at se på gangene igen.
"Nå, hvad synes du om det? Skal vi risikere helvede at kende sandheden om, hvad der foregår op på jorden?"
"Hvis du tror, at vi på en eller anden måde kan finde en måde at advare andre dernede, så jeg er klar." Alex skød en anklagende blik tilbage på den muldvarpe-tunnel skæbnen havde efterladt.
"Så, min bror. Jeg tror den eneste måde at gøre dette på er at få det overstået."
De gik i den brændende døre og lukkede øjnene. Den sidste ting de havde forventet i Helvede var vand! Indrømmet, det var beskidt black water, men det flød lidt siver ned fra udmundingen af huler.
"Ice. Det er smeltende is…" Nick lænede mig tæt og fast i hans finger i den.
"Det er ikke alt der er!" Alex greb hans arm og pegede. Lille vandløb med guld bled fri, stiger deres ankler og smelter omkring dem som manchetter med smerte, var ubeskrivelig. De kunne ikke råbe eller skyer, fordi de pludselig blev for kold og forpustet.
En stemme talte ud af mørket. De kunne ikke forstå det først. Modvilligt deres tænder, de krøb tættere på.
"Gå tilbage! Gå tilbage! Der er ingen vej ud…hun er her, der slog sin egen nation. Hun er her, der venter på dig til at redde hende fra fortabelse…"
"Undskyld, jeg ligner en brandmand?" Nick spundet i cirkler efter kilden til the voice.
"Åh Gud!" Alex veg tilbage. Nick vendt.
Stien, som førte til helvede var vævet af milliarder af trillioner technicolored slanger at tygge hinanden som køer fodring af græs. Deres egen gift hoppede op og lavede røg siver ud fra deres kroppe. Deres glidende var så hård, at den vibrerede væggene, så sprækker i cliff's mure.
"Knock, knock! Sige hvad? Ja, dette er skadedyrsbekæmpelse. Hvem hun er, hun synes at have nogle skadedyr problemer. FYI, jeg opkræver ekstra for slanger!" Nick spyttede ind i mørket. Hans spyt straks forsvandt. Det var ved at blive varmere, mere tørt, og uendeligt dybere ned på denne måde.
Det oplyste en af purt guld. Vægge og loft er billioner af hvepse, der myldrer med lysende gul-sort stribede hvepserede som begge havde størrelsen af housecats.
Der på en trone af crystalized honning sad en dronning i gamle Mayanske påklædning. De ville fortælle hende anstændighed og udtryk, at hun rent faktisk havde en dronning i den antikke verden og ikke et yndlingsspørgsmål som Guatavita.
"Greetings, Jaguar og hans rustning. Nu, for at gå direkte til virksomheden.
Min efterkommer har sendt dig at bringe mig op fra helvede. Hun mener, at jeg kan fortælle dig om min begravelse, så hun kan bruge Resheph gift for at frelse mig fra graven så jeg kan være en regent rådgiver er et genoplivet Maya." Dronningen rejste sig fra sin trone. Hele hendes krop var dækket af væskende materiefyldte rindende øjne.
"Ohoh! Lady, du ærligt tror jeg vil gå igennem med det?" Nick bøjet over i latter. Han kiggede tilbage på Alex, der trak på skuldrene.
"Se ikke på mig. Kommer i her var din idé."
Dronningen nikkede.
"Åh, du har misforstået mig. Jeg har ingen intention om at følge min descendant persons bøn. At plukke de dødsdømte fanger dømt til helvede fra branden er en forbrydelse, straffes ved sin egen sætning.
Jeg er den Røde Dronning af ældgamle Maya. En destroyer af denne verden. Skal jeg begynde at stige igen, jeg ville tage jorden tilbage til dette sted sammen med mig. Derefter sine medmennesker ville se denne skæbne hvis de ellers fandt vejen til paradis, som kun af Kristi vej." Hendes dødelige øjne faldt på Nick og han slugte.
"Så vent. Hun genopliver dit imperium, men du vil stoppe hende?"
"Maya var blevet beskadiget. Vi fortjent til sidst - det er bedre ikke at rejse sig igen. Jeg har grunde. Dem, vi ikke har tid til at diskutere. Vi skal passe godt mål her hvis vi skal stoppe mit folk fra dukker frem af helvede.
Nu, nogle af de fremtrædende uhellige døde hun allerede har gjort med at opfylde hendes mørke ambitioner. Der er hemmeligheder her i dyb, at hun ikke har adgang til, fordi han ikke kan give mig af ansigt, kun i de bønner, som jeg ikke kan returnere et direkte svar på grund af afbrudt kommunikation bølger i helvedet." Red Queen pause, studere Nick.
"Du har i sandhed blive Jaguar i sidste ende trods alt ung herre. Blot ikke at hendes formål eller endog til mine. For vild kat om natten har ingen anden leder end ham selv."
"kunne ikke være mere enig søster. Hvad er din plan?" Nick kiggede på Alex som var spændt murstensvæggene på massive hvepserede fyldt med hans åbne arme.
"er der en læge i live på øen laboratorium du ødelagt. Han vil gøre jer begge snarest. Det er derfor jeg gjorde iver for at komme til Hell's brink og udfri dig mit budskab." Hun plukkede en rulle pergament fra hendes talje og krøb tættere på dem begge.
"Min efterkommer ønsker at genoplive mig tænker, at jeg ville gerne vise hende hvor indgangen til dimensioner, undertiden kaldet Bermuda-trekant er. Hun håbede på at bruge denne dør for handel mellem dimension af vores gamle imperium, den moderne verden og dimension af gamle mestre som levede i de syv himle. Hvis hun ikke opdager det, hvis hun kan bruge sin videnskab at reparere den, så skal en vej, der løber gennem døden og livet og alle åndens rige. Hun kunne i den forbindelse blive dronningen af alle dimensioner. Dronningen af universet." Red Queen lo, som om det lød helt urimeligt i hendes egne ører.
"Det er temmelig ambitiøse. Du ved jeg altid har ønsket at være ingeniør, når jeg voksede op. Jeg formoder at jeg hellere må begynde at trykke bøger, så jeg kan genopbygge planeten efter vi er færdig med hende." Alex gned sin næse.
"Jeg vil lægge de metafysiske videnskabelig viden om vores gamle verden i jer begge. Når du genoplive indenfor et par dage vil du begynde at huske alt det, vi har drøftet her. Så vil du vide, hvordan man lukker og åbner døren og kun du vil vide det. Af denne grund, vil du blive herre over den." Hun åbnede rul derefter og tilstedte dem tæt.
~Tilbage til nutiden, de to brødre studerede hinanden.
"Hvornår tror du vi vil huske, saftig game changer?" Nick slikkede hans læber, der ikke ville være tid.
"Jeg tror når vi skal?" Alex kiggede op. Der var whir motorer over deres hoveder.
Slaget var begyndt.
"se drenge! Gæsterne er her! Lige i rette tid til te! Åh, du bliver nødt til at ignorere mine engelske aner. Jeg havde lært at tale engelsk og moderne dialekt, af Dr. Swift og jeg frygter jeg har arvet nogle af hans ejendommelige sprogene!" Rameses kom løbende hen over stranden, en tekande på slæb. En raketkaster udledes nær hans fødder og bankede ham gennem luften, hvilket fik ham til at lande på drengene, og spilder sin te.
"Åh Gud, så det er startet lige fra varm og tung, ja?" Rameses sat op. Drengene rullet om på deres maver, uddannelse maskingeværer til skyline.
"Velkommen til skyttegravene, farao. Du vil opdage, at vores liv er ligesom når det kommer til en god gang!" Nick skar hans tænder, gør i sig selv som en planet tore igennem træet.
Kapitel 9:
Renee havde Alex' rigtige mor af sind hurtigt efter hendes anden død, som billederne havde været for smertefuldt. Men hendes minde kom farende tilbage til hende i dette øjeblik, mens hun mindes, hvordan opstandelsen havde ændret hende. Havde teknikken forbedret noget? Eller bliver de rigtig slemme fyre forbi kun løftes med donkraft på steroider i denne fagre nye verden?
Det varede ikke længe, før de blev over
mandet. Ti af dens skibe sømmede dem, cruising så tæt at deres skaller presset dem ud af vandet og holdt den lille Jaguar i midten ligesom en strålende gylden æg i en fuglerede af stål.
Renee svunget sin riffel rundt som folk kom ned på dækket. Hun følte hendes hår stå da hun indså, at de var iført Nazi-uniformer. Bag dem kom Adolf Hitler.
Han hånligt på hende bag hans overskæg. Hans øjne brændte som Hell's moralprædiken. Hun slugte, huske denne fyr var glad for blonde chicks. De troede, at Adolf Hitler faktisk kunne kontrollere hende, var ikke alene den mærkeligste ting hun nogensinde kunne have forceret, men også mave-køling.
Han sagde ikke noget. He didn't have to. Hans tilstedeværelse var nok til at sætte hendes rygrad til at risle koldt ned af ryggen. Endnu en gnist af mod væltede ind over hende, oceanic i sit mægtige bølge. Hun smed sin riffel over dækket, så det rasler. Rækker ind i hende, hun trak en bowie kniv hun havde beklædt på hendes ankel.
"Guten Tag! Jeg fortrinsvis figur du ikke taler engelsk. Måske vil du gøre? Anyway, du kan lide denne kniv? Det var min fars. Hårdeste vræl du nogensinde lagde øjne på. Jeg kan kun trække barnet ud når ting bliver rigtig virkeligt. Jeg tror den dag jeg møder dig er den dag, hvor det er tid til at svinge Virginia igen." Hun hånligt. Han nikkede langsomt og rakte en hånd til en af hans opstandne generaler.
Manden fremstilles en cello og åbnede den. Renee's ansigt fortrukket i forvirring. Hitler smed sine knoer og rakte en hånd til en dobbelt-battle-ax.
"Ah, jeg ser. Du har altid haft denne ting om overlegenhed, har du, Adolf?" Renee trak vejret dybt ind. Han greb den i den ene hånd og pludselig svingede ud på hende.
Hans ansigt slyngede voldsomt. Hun hoppede tilbage og forsøgte at bevare sin balance, at tænke på det. Hvad havde hans ansigt lige gjort? Det er en uforklarlig muskel ståen. Hurtige, næsten så hurtigt, at hun kalder sig tosset, men hans ansigt var også skiftet farve da det skete, ligesom det var bogstaveligt talt en udsættelse af elektricitet. Hans øjne havde rullet tilbage på deres hvide og han havde dengang blot engang som han havde fået et epileptisk anfald.